Politiet finder mand og kvinde knivdræbt på Helnæs ved Fyn
Politiet finder mand og kvinde dræbt på Helnæs ved Fyn Kim Rune/Ritzau Scanpix
En kvinde i 70'erne og en mand i 30'erne er dræbt på Helnæs. Kvindens logerende er anholdt for dobbeltdrabet.

Politiet fandt søndag eftermiddag en mand og en kvinde dræbt på en ejendom på halvøen Helnæs sydvest for Fyn.

Fundet blev gjort klokken 15.11, og politiet anholdt kort efter en mand i sagen.

- Vi bliver kaldt til Helnæs af en beboer, der er nervøs, fordi en mand løber rundt på markerne. Han virker underlig og mentalt ustabil, fortæller vicepolitiinspektør Jørgen Andersen fra Fyns Politi.

Da politiet taler med manden får det nogle oplysninger, som gør, at man tager ned til ejendommen.

- Her finder vi så de to personer dræbt med knivstik. De ligger på gårdspladsen ved indgangen til stuehuset, siger Jørgen Andersen.

Kvinden var midt i 70'erne og boede på ejendommen. Den anholdte mand, som er sidst i 30'erne, var hendes logerende.

Den dræbte mand, som også var sidst i 30'erne, var kommet for at aflevere noget brænde til kvinden.

Hvad der gik forud for drabene og motivet til dem kan politiet ved 22-tiden ikke sige noget om.

- Den anholdte er kørt til Odense og skal afhøres nærmere i løbet af natten. Så får vi forhåbentlig noget klarhed over det, siger Jørgen Andersen.

/ritzau/

/ritzau/