En finger tilhørende en 35-årig mand er blevet fundet af politihunde på Amager i området ved Lossepladsvej og Vejlands Allé.
Ved middagstid blev manden fundet blødende og forslået, og på Rigshospitalet arbejder man i øjeblikket på, at manden kan få sin finger syet på igen, skriver ekstrabladet.dk.
"Fingeren blev fundet ikke så langt fra det sted, hvor manden blev samlet op. Vi ved endnu ikke, hvad der er gået forud for afklipningen af fingeren. Han har jo været lettere omtåget på grund af de slag eller spark han har fået i ansigtet, og fordi han har fået klippet fingeren af," siger vicepolitikommissær Morten Schmidt til avisen.
Det er formentlig gerningsmændene, der har kørt manden til det parkeringsareal, hvor han blev fundet. Den 35-årige er dansk statsborger med udenlandske rødder. Politiet kender til ham i forvejen.