Fangsten var nok større, end ordensmagten lige havde regnet med. Hele 1,2 ton khat blev fundet, da politiet i Vejle slog til mod en varevogn med tyske nummerplader tidligere i dag.
Bilen blev stoppet på en rasteplads, og her fandt politiet flere sække fyldt med den euforiserende plante, khat.
To somaliere og en tysk statsborger blev anholdt. De bliver alle fremstillet i grundlovsforhør i morgen, torsdag.
På grund af den store mængde khat sigtes de for at have overtrådt den grove narkotikaparagraf i straffeloven, oplyser Sydøstjyllands Politi ifølge tv2.dk. Dermed kan de ende med flere år bag tremmer.
Yderligere fire stationcars på danske plader og med blændede side- og bagruder blev tilbageholdt på rastepladsen.
Khat har været forbudt i Danmark siden 1993. Plantens blade bruges som rusmiddel, fordi de kan give en euforiserende virkning, når de tygges.