Politiet anholdt onsdag aften en 28-årig mand, som havde 1100 kraftige kanonslag, 65 nødblus og tre røgbomber på sin bopæl i Albertslund.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Politiet fandt frem til manden, fordi han solgte det ulovlige krudt via sociale medier.
På adressen fandt man også 8000 kroner, som man mistænker at være salgsudbyttet.
- Det er ulovligt og strafbart at besidde, sælge og købe ulovligt fyrværkeri, og politi og anklagemyndighed vil forfølge lovovertrædelser, siger fungerende politikommissær Roland Klein fra Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Politiet opfordrer til, at man holder sig langt væk fra ulovligt fyrværkeri og kun køber nytårskrudtet hos godkendte forhandlere.
/ritzau/