Blå nissehuer og blå blink stødte sammen 57 gange i løbet af weekenden.
Politiet var på gaden i anledning af den traditionelle j-dag, hvor Carlsberg's juleøl rammer Danmark klokken 20:59 den første fredag i november.
I landets politikredse gennemførte man en målrettet indsats mod spiritus- og narkopåvirkede bilister.
Og det blev altså til 57 bilister, som havde kigget for dybt i den mørke øl, før de satte sig bag rattet. Otte personer blev sigtet for at køre, mens de var påvirket af narkotika eller medicin.
- En læge deltager i den særlige spiritusaktion, så der kan tages blodprøver på stedet. Vi har taget en hel del for spritkørsel, sagde vagtchef Jesper Pedersen hos Odense Politi natten til lørdag om aktionen.
I alt standsede politiet 5130 bilister i aktionen, som foregik fra torsdag den 1. november til lørdag den 3. november.
I alt kunne man skrive 470 personer for forseelser. Blandt andet er otte personer sigtet for at køre, mens de var frakendt kørekortet, 22 personer er sigtet for kørsel uden at have taget kørekort, og 89 personer er sigtet for at køre uden sikkerhedssele.
Og det var generelt en travl dag for politiet.
- Meget værre end normalt og med flere anholdelser. Detentionen er fyldt op tidligt lørdag morgen, sagde vagtchef Jens Rønberg hos Østjyllands Politi.
I Nordjylland afslørede færdselsbetjente i og omkring Aalborg 14 spirituspåvirkede bilister, mens to var påvirket af narkotika.
På Fyn blev omkring 20 personer lagt i håndjern i løbet af natten, og hele 17 gange snuppede fynske færdselsbetjente en bilist med alkohol i blodet.
- Vi har tydeligt kunne mærke, at det har været J-dag. Vi har haft masser af ballade - alt fra gadeuorden til mindre voldssager. På en normal fredag er vi ikke i nærheden af det antal, fortalte vagtchef Jesper Pedersen fra Fyns Politi til Ritzau.
/ritzau/