Ritzau
Opdateret kl. 14:26
Børn og personale på Egtved Skole i Sydjylland blev onsdag formiddag evakueret og bragt i sikkerhed efter en trussel mod skolen.
Kort efter klokken 14 har politiet afblæst truslen igen. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
I samarbejde med politiets bombehunde har ammunitionsryddere fra Forsvaret finkæmmet skolen og området omkring uden at finde noget.
Afspærringerne omkring skolen er derfor blevet ophævet igen.
- Det har heldigvis vist sig at være falsk alarm, men vi tager ingen chancer, når vi får sådan en melding ind. Nu afslutter vi her i Egtved og fortsætter efterforskningen af sagen, fortæller politiinspektør Michael Weiss i meddelelsen.
Anmeldelsen, om at der var blevet indtelefoneret en bombetrussel, kom klokken 9.10. Politiet evakuerede derefter hele skolen.
Kort før klokken 11.30 var ammunitionsryddere og teknikere ankommet til skolen.
I alt blev 360 elever og 41 lærere og andet personale evakueret. De blev kørt i busser til en gammel brandstation i Egtved.
Det var ifølge TV Syd sekretæren på Egtved Skole, der besvarede opkaldet om bombetruslen.
- Truslen blev afgivet af en engelsktalende mand og var sandsynligvis optaget på bånd og afspillet i telefonen.
- Det er i hvert fald vores fornemmelse, da beskeden blot fortsatte, da sekretæren forsøgte at spørge ind til truslen, sagde Villy Raahauge, leder på Egtved Skole, til TV Syd.
/ritzau/