Politiet er træt af blinde indbrudsalarmer på Fyn, Sjælland og Østjylland.
Fremover vil politibiler kun køre med udrykning, hvis to alarmanlæg uafhængigt af hinanden er gået i gang. Sidste år måtte politiet i København køre forgæves 897 gange til indbrudsalarmer, der var sat i gang ved en fejl. De kørte forgæves syv ud af ti gange.
»Det er et kæmpe ressourcespild, som politiet ikke kan forsvare. Hver gang vi kører ud med udrykning i byen, risikerer vi både politifolk og fodgængeres liv. Fremover rykker vi kun ud med udrykning til en alarm, som vi er sikre på, at der er hold i,« siger politidirektør Hanne Bech Hansen fra Københavns Politi.
Det gælder fra marts
Politidirektøren har været formand for et alarmudvalg, der sammen med sikkerheds- og forsikringsbranchen har arbejdet på at nedbringe de tusindvis af forgæves politiudrykninger på landsplan.
De nye alarmprocedurer for politifolk bliver indført fra marts. Politiet vil fremover kun køre ud med udrykning til alarmer, der er verifericerede af to forskellige alarmsystemer. Alle andre alarmer vil blot blive tjekket under den almindelige patruljekørsel.
Butikker er skeptiske
»Det her er et vink til at få udskiftet de mange gamle alarmer i danske butikker og kontorer. Samtidig skal ansatte lære at betjene alarmerne, så rengøringskonen ikke syv gange sætter alarmen i gang ved en fejl. Ansatte står for hver anden fejlalarm. Til gengæld får de nye alarmer politiet til at komme så hurtigt, så de rent faktisk kan fange tyven,« siger direktør Kasper Skov-Mikkelsen, Sikkerhedsbranchen.
Detailhandelen er derimod noget skeptisk over for de nye regler.
»Politiet skal prioriterer ressourcerne. Men de skal også tænke sig om. Og hvis der er mange indbrud i et bestemt område, bør de køre til alt. Jeg er ked af, hvis man nedprioriterer butikker med gamle alarmer,« siger markedsdirektør Henrik Hyltoft fra brancheforeningen Dansk Erhverv.