48-årige Jeanett Rask Thomas, som forsvandt fra sin bopæl på Nørrebro den 10. februar, er blevet set flere steder samtidig.
Derfor tror politiet, at kvinden kan være blevet forvekslet med andre danske kvinder og opfordrer nu kvinder, som kan være hendes dobbeltgænger, til at kontakte politiet.
I især tre episoder beder politiet om hjælp fra kvinder, som kan være blevet forvekslet med Jeanett Rask Thomas.
"En episode fredag den 10. februar ved Nørrebros runddel/Assistentkirkegården, hvor en kvinde taler med en mand i en rød kassebil. Manden opfordrer kvinden til at sætte sig ind i bilen, hvilket hun i første omgang ikke gør, men efter endnu en opfordring til at sætte sig ind, vælger hun at gøre dette."
"En episode torsdag den 16. februar, hvor en kvinde blev set kl. ca. 20.20 stå og spise brød direkte fra en bagerpose. Hun stod og "trykkede sig" ved en port i Dagmarsgade på Nørrebro og gik fra stedet, da anmelderen kontaktede hende med spørgsmålet "Er det ikke dig, der har været efterlyst i TV.""
"En episode mandag den 13. februar, hvor en mandlig anmelder mener at have talt med Jeanett Rask Thomas (eller en anden kvinde). De mødtes ved Lille Triangel ud mod Sortedamssøen. De talte sammen i længere tid og kom i samtalen blandt andet ind på frivilligt kirkeligt arbejde for en kirke på Østerbro."
Jeanett Rask Thomas er 170 cm. Høj, kraftig af bygning med mørkt krøllet hår. Hun bærer briller og har blå øjne. Da hun forsvandt, var hun iklædt en tyk, mørkegrøn stoffrakke, mørke bukser og hvide vandrestøvler.
Jeanet Rask Thomas har desuden en karakteristisk gangart, der beskrives som " let foroverbøjet og med overkroppen i en vuggende bevægelse," skriver politiet i en pressemeddelelse.
Eventuelle oplysninger kan ske til Københavns Politi på telefon 3314 1448 eller 114.