Politiet efterlyser vidner, som har overværet en episode, hvor en kvinde i racistiske vendinger overfusede et fireårigt adopteret barn og hældte kaffe ud over barnets mor.
Det oplyser Jakob Tofte, vagtchef hos Nordsjællands Politi på Twitter.
Episoden skete lørdag cirka klokken 15 omkring parkeringshuset i Helsingør Bycenter.
- Den fireårige pige kommer til at løbe ind i en kvinde, som lige nu er ukendt for os.
Ifølge Jakob Tofte er der tale om en kvinde på mellem 50 og 55 år. Hun er almindelig af bygning og har mellemlangt, lyst - muligvis afbleget - hår. Desuden var hun iført mørkt tøj, da hændelsen skete.
- Kvinden reagerede ved at overfuse pigen og moren med det, vi tolker som racistiske udtalelser om blandt andet pigens hudfarve.
Vagtchefen vil ikke komme ind på, hvad der konkret blev sagt. Han beskriver udtalelserne som "rimelig grimme."
Samtidig siger han, at udtalelserne efter politiets mening er strafbare efter straffelovens paragraf 266b, som også kaldes racismeparagraffen.
- Efterfølgende har hun en kaffe i hånden, hvor hun tager låget af kaffen. Moren får et indtryk af, at den skal hældes ud over datteren, så hun lægger sig imellem og får kaffe ud over sin arm og dele af sin overkrop.
Jakob Tofte siger, at moren ikke har fået brandsår som følge af hændelsen, men at der her er tale om vold.
- Det er noget, som vi ser alvorligt på, og som vi selvfølgelig vil gøre, hvad vi kan for at komme til bunds i.
Han tilføjer, at barnet ikke er kommet noget til.
Hvis man har oplysninger til sagen, bedes man ringe til politiet på 114.
- Vi vil gerne tale med nogle, som har set enten noget af episoden eller kan pege os i retning af, hvem kvinden er. Vi vil selvfølgelig også tale med kvinden selv.
/ritzau/