Nordjyllands Politi efterlyser en gerningsmand, der den 7. april ved 22-tiden begik væbnet røveri mod en Fakta-butik i Brovst.
Butikken ligger på Toftevej i den nordjyske by, og det var her gerningsmanden begik røveriet. Det er uvist, hvor stort et udbytte han fik med sig.
Gerningsmanden blev fanget på et overvågningskamera, og Nordjyllands Politi har i den forbindelse udsendt et billede og en efterlysning af personen.
- Vi vil rigtig gerne have fat i gerningsmanden, og det vil være en stor hjælp for os, hvis man mener at vide noget og ringer til os på 114. Hellere en gang for meget end en gang for lidt, siger politikommissær Kenneth Ginnerup Skovmose fra Efterforskningscenter Hjørring i en pressemeddelelse.
Gerningsmanden har følgende beskrivelse:
• Mand
• 165-167 cm høj
• Af ukendt nationalitet
• Af ukendt alder
• Spinkel af bygning
• Med mørke øjne
• Iført sort, hjemmelavet ”røverhue”, hvor man kunne se mørkt kruset/krøllet hår stikke ud ved nakken
• Iført sort tøj
• Medbragte lille kniv med rødligt skæfte
• Talte engelsk