Københavns Vestegns Politi efterlyser nu kvinder, der kan have været udsat for seksuelle overgreb i hypnotisørklinikken Hypnotic i Rødovre Centrum.
Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Politiet er kommet i kontakt med flere kvinder, efter blandt andet BT har omtalt en retssag mod en 42-årig sexhypnotisør. Derfor efterlyser man nu yderligere kvinder, der kan have været udsat for overgreb i klinikken.
Sagen, der blev indbragt til Glostrup Ret som en tilståelsessag, omhandlede misbrug af en ung piges "behandlingsmæssige afhængighed". Han forgreb sig seksuelt på pigen, mens hun var lagt i hypnose i hans klinik i Rødovre Centrum.
I retten blev sagen sluttet foreløbigt på grund af hypnotisørens stillingtagen til sigtelsen.
Nu overvejer Anklagemyndigheden, hvordan der skal rejses tiltalte mod hypnotisøren.
"Sagen blev efterfølgende beskrevet i medierne og den omtale har indtil videre resulteret i, at yderligere seks kvinder har rettet henvendelse om mulige overgreb. Politiet er nu i gang med at afhøre kvinderne," står der i pressemeddelelsen.
Politiet ønsker derfor at få så mange anklager som muligt frem i lyset, før de går videre med sagen.
Det fortæller politikommissær Hans Christian Tonnesen.
- Det betyder, at vi lige skal afslutte efterforskningen, siger han til Ritzau.
- Der var jo kun én sag fra starten, men da der nu er flere, så er vi nødt til at få afhørt de foreløbig seks kvinder. Det sker med henblik på at konstatere, hvorvidt der skal rejses tiltale mod ham for de forhold.
Hvis kvinder mener, at de har været udsat for seksuelle overgreb i Klinik Hynotic, opfordrer politiet dem til at rette henvendelse til Københavns Vestegns Politi på telefon 4386 1448.