Fyns Politi har i samarbejde med National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) anholdt seks personer på Langeland lørdag morgen.
Mændene er sigtet for indsmugling af store mængder kokain.
Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.
Vicepolitiinspektør i NSK, Lars Feldt-Rasmussen, er "meget tilfreds" med anholdelserne og beslaglæggelsen af "et stort parti kokain.
- Med dagens aktion har vi svækket det narkotikamarked, som vi ved er en stor kilde til de organiserede kriminelles indtægter, siger han i pressemeddelelsen.
Mændene skal fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Odense lørdag klokken 17, oplyser NSK.
Anklagemyndigheden vil ifølge politiet begære lukkede døre i grundlovsforhøret. NSK vil derfor ikke udtale sig yderligere om sagen.
Tidligere lørdag morgen skrev Fyns Politi, at det var "massivt til stede" på det nordlige Langeland.
Fyns Politi kommer til at være til stede på Langeland i en "rum tid endnu", lyder det på X.
Både Fyns Politi og NSK skriver, at det ikke kan oplyse yderligere lørdag morgen af hensyn til efterforskningen.
TV 2, der har en reporter i lystbådehavnen i Spodsbjerg, skriver, at en båd i havnen er blevet beslaglagt.
Mediet skriver også, at politiet havde medbragt en gummibåd til aktionen lørdag morgen.
/ritzau/