Tobias Marney, der er kandidat for Moderaterne ved EU-parlamentsvalget, skriver på det sociale medie X, at politiet har indledt en efterforskning af hærværk mod hans valgplakater.
Det sker, efter at 14 af hans plakater på Gothersgade i det indre København er blevet revet ned.
Henrik Stormer, der er vagtchef ved Københavns Politi, bekræfter over for Ritzau, at politiet søndag morgen har fået en anmeldelse om valgplakater, der er blevet revet ned.
- Jeg synes, at det er superærgerligt, at en valgkamp på den måde bliver saboteret. Grundlæggende skal valgkampe vindes med argumenter og ikke med vandalisme, siger Tobias Marney.
- Jeg har brugt mange af mine egne penge på min valgkamp, og derfor synes jeg, at det er superærgerligt, at der er nogen, der føler sig berettiget til at gå og udøve sabotage.
At fjerne valgplakater betragtes som politisk hærværk og er ifølge straffeloven strafbart.
Allerede dagen efter at valgplakaterne blev sat op tidligere i marts, kunne flere partier melde om, at deres valgplakater var blevet revet ned.
Også da bekræftede politiet, at der var indledt en efterforskning af hærværket og opfordrede borgerne til at lede dem hænge.
19. maj udtalte Moderaterne, at partiet mente, at "flere hundrede" af deres plakater var blevet revet ned.
Også kandidater fra Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Venstre oplevede da, at deres valgplakater var blevet revet ned.
EU-parlamentsvalget finder sted 9. juni i år.
Plakaterne skal tages ned igen seneste otte dage efter valgdagen. Det betyder, at plakaterne i denne omgang senest skal tages ned ved døgnets afslutning 17. juni.
/ritzau/