Grønlands nye departementschef for finanser og indenrigsanliggender er i Danmark blevet sigtet for økonomisk kriminalitet.
Carsten Frank Hansen blev sigtet for mandatsvig for 16 måneder siden i forbindelse med sit tidligere job som filialdirektør i Danske Andelskassers Banks afdeling på Fyn, Andelskassen Fyn, skriver Berlingske.
- Vi har sigtet ham for mandatsvig. Der er fortsat gang i efterforskningen, siger Albert Rasmussen, leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet ved Fyns Politi i Odense, til Berlingske.
- Uden jeg vil komme nærmere ind på det, har banken et erstatningskrav på 335.000 kroner, fortsætter han.
Carsten Frank Hansen begyndte sit nye job fredag. Her har han en vigtig post i rigsfællesskabet som medansvarlig for styringen af den offentlige økonomi i Grønland og for forvaltning af danske og grønlandske skattekroner.
Den nye departementschef var filialdirektør i Andelskassen Fyn fra december 2006 og frem til juni 2012, hvor han blev bortvist.
Herefter fik han job som direktør for reklamegavevirksomheden Greentop Greenland ApS i Nuuk. Et job han ligeledes blev bortvist fra.
Carsten Frank Hansen blev valgt til departementschef i Departementet for Finanser blandt syv kandidater. Grønlands Selvstyres øverste embedsmand, Svend Hardenberg, kender dog hverken til sigtelsen for mandatsvig eller de to bortvisninger.
- Det er jo en ganske alvorlig sag denne her. Jeg kan kun sige, at det er nye og meget, meget overraskende oplysninger for os. Vi tager dem selvfølgelig utroligt alvorligt og vil nu selv undersøge sagen, siger Svend Hardenberg til Berlingske.
Hvis efterforskningen fører til en tiltale, kan Carsten Frank Hansen risikere en fængselsdom. Straframmen for mandatsvig er normalt fængsel i indtil ét år og seks måneder.
/ritzau/