Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fik onsdag en anmeldelse om, at en dreng var blevet bundet til et træ af ukendte personer ved Vibeengskolen i Haslev.
Nu fortæller politiet mere om anmeldelsen, der medførte, at politiet hele onsdag og torsdag var til stede i området omkring skolen, hvor der blev foretaget tekniske undersøgelser og forhør.
- Vi er fortsat ved at efterforske sagen for at klarlægge hændelsesforløbet, og vi er meget opmærksomme på, at en anmeldelse som denne kan skabe stor utryghed i området. Derfor lægger vi mange kræfter i at undersøge, hvad der er sket, siger politiinspektør Allan Holm.
- I en sag som denne, hvor en stor del af vidnerne er børn, tager det noget tid at få afhørt alle. Særligt når børnene er i en aldersgruppe, hvor børnene skal videoafhøres af særligt uddannet politipersonale. Herunder skal der laves aftale med værger og kommunale myndigheder. Derfor er det ikke noget, vi kan haste igennem, udtaler Allan Holm.
Politiet oplyser, at der florerer mange rygter og teorier om, hvad der er sket, men at man af hensyn til efterforskningen ikke kan komme ind på detaljer i sagen.
På baggrund af den efterforskning, der er fortaget de seneste dage, er politiet af den opfattelse, at det er trygt at opholde sig på Vibeengskolen og i lokalområdet.
Politiet opfordrer til, at man kontakter politiet på tlf. 1-1-4, hvis man har oplysninger til sagen.