Unge og deres forældre på Nørrebro i København advares om, at de i værste fald kan risikere at miste deres lejlighed, hvis et familiemedlem tages i at affyre fyrværkeri direkte mod andre personer.
Det er et af de budskaber, som Københavns Politi rykker ud med fredag efter to nætter med farlige situationer. Raketter er blevet affyret mod busser, taxaer, cyklister og andre.
Oplysningen om advarslen kommer fra politikommissær Jonas Wybrandt, der er leder af nærpolitiet i Nordøst.
Indgrebet mod familierne kan ske i medfør af lejeloven. Hvis en person er idømt ubetinget fængsel for en handling begået inden for en radius af en kilometer fra lejligheden, kan boligselskabet beslutte at sætte familien ud.
Tidligere - efter urolighederne i april i forbindelse med Rasmus Paludans optræden i bydelen - var der blandt voksne og unge stor opmærksomhed om netop denne konsekvens, fortæller Jonas Wybrandt.
Natten til fredag blev en stribe unge anholdt og registreret. Men ingen blev sigtet for på hensynsløs måde at have udsat andre for fare, hvilket en bestemmelse i straffeloven netop drejer sig om.
Politikommissæren siger, at ordensmagten tager affære på tre fronter.
Den førnævnte advarsel indgår i den forebyggende indsats. Her taler man også med kommunens gadeplansmedarbejdere og med ansatte i klubber for unge.
- De skal gøre, hvad de kan for at holde unge inde i klubberne, så de ikke er ude på gaderne og fyrer fyrværkeri af, siger Jonas Wybrandt.
En anden del af arbejdet handler om at skabe tryghed. Betjente skal være synlige på gaderne.
Den tredje indsats drejer sig om at opklare sagerne.
- Den efterforskningsmæssige indsats går på, at vi skal ud og se på noget overvågning for at se, om vi kan genkende nogen, siger politikommissæren.
I en pressemeddelelse fredag lover chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov i øvrigt flere politifolk i bydelen. I de kommende dage kan folk forvente "at se mange betjente på gaden".
- Det er en fuldstændig uacceptabel og kriminel opførsel og noget, vi tager meget alvorligt, udtaler Jørgen Bergen Skov.
- De skal holdes ansvarlige, siger han om deltagerne.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.