Det var ikke hackere, som havde været på spil, da rigspolitiets Facebook-profil i forgårs var lagt ned det meste af dagen.
Politiet skriver nu i deres statusfelt på Facebook, at der var tale om en misforståelse.
"Så kom der svar fra Facebook... Det var Facebook i Dublin, som administerer den europæiske del af Facebook, der i går meget uventet og uden varsel lukkede vores profil ned. Det skete efter, at en af deres medarbejdere fejlagtigt havde vurderet, at profilen ikke overholdt deres kodeks. Ikke på grund af forhold på profilen eller hos politiet, men angiveligt, fordi en af vores administratorer også administrerer kommercielle virksomheders facebookprofiler. Facebook har rettet fejlen og beklaget," skriver politiet og afslutter statusbeskeden med et ";-)".
Som et led i en ny strategi har Rigspolitiet og Nordsjællands Politi valgt at kaste sig ud i den sociale del af cyberspace.
Man vil være til stede på Facebook, hvor Hr og Fru Jensen også er massivt til stede. Samtidig har Københavns Politi valgt at oprette en Twitter-profil.