Dusøren for at tilvejebringe den 4-årige bortførte pige Madeleine MacCann nærmer sig efterhånden 30 millioner kroner, og det har ført til en telefonstorm, der kræver så meget arbejde, at portugisisk politi har meget svært ved at finde de »ægte« tips, skriver den britiske avis The Independent.
Siden den britiske pige Madeleine blev bortført fra et hotelværelse i den portugisiske ferieby Praia da Luz 3. maj, har sagen været massivt dækket i britiske og internationale medier, og mange mennesker i Portugal, Spanien, Schweiz, Marokko og resten af Europa tror, at de har set den lille pige.
»Vi har fået utallige telefonopkald fra folk, der mener at have set Madeleine stige ind i en bil forskellige steder,« siger en portugisisk polititalsmand til The Independent.
Han tilføjer, at en del informanter lyder som om, de kun ringer på grund af den store belønning.
Portugisisk politi tror, at Madeleine stadig er i live og opholder sig i Portugal. En britisk mand er blevet officielt mistænkt, men hidtil er der tilsyneladende ingen afgørende spor i sagen.