Midt- og Vestjyllands Politi har delt et foto af en kvindelig bilist, der har foden for tungt på speederen, mens hun sidder med sin mobiltelefon i hånden.
Fotoet blev taget af politiets fotovogn på Ringkøbingvej i nærheden af Holstebro, hvor bilisten er snuppet for at køre 95 km/t på en strækning, hvor den tilladte hastighed er 80 km/t.
Den for høje fart var ikke det eneste problem for kvinden bag rattet - på billedet kan man nemlig se, at hun sidder med sin mobiltelefon, og at bilen er på vej over i den modsatte vejbane.
På Twitter skriver Midt- og Vestjyllands Politi følgende om episoden:
- En fotovogn fangede i går en kvinde i et uopmærksomt øjeblik. Mens hun havde travlt med telefonen, trak bilen hen over midterstriben til den modsatte vejbane. Hun blev målt til 95 km/t i en 80-zone. Heldigvis skete der ikke noget. Kør bil, når du kører bil, lyder tweetet fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Nu venter der to forskellige bøder til bilisten på billedet - en fartbøde og en bøde for at køre med håndholdt mobiltelefon.