Søndagens snestorm over Danmark har ikke sendt politiet på overarbejde. Bilisterne har kørt pænt, og der har stort set ikke været alvorlige uheld.
- Vi har kun haft et par småuheld, lyder meldingen fra flere af vagtcheferne på landets politistationer.
På Sjælland var der rimelig fremkommelighed for trafikanterne, og kun i området omkring det vestlige København var der nogle uheld i de minutter, da sneen begyndte at falde.
På Fyn var sneen sidst på eftermiddagen afløst af regn, og man var sluppet for større uheld. De eneste problemer var, at folk på den østlige del af øen kom til at sidde fast, når de bevægede sig ud på småvejene.
Også i store dele af Jylland er snevejret drevet ret fint forbi - dog med Nordjylland som undtagelsen. Her var man sidst på eftermiddagen stadig ramt af sne og snefygning.
- Det er meget glat, og vi har måttet rekvirere særlige køretøjer, så vi kan komme frem, siger Bent Højgaard, vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Man havde i det nordjyske også måttet opstille specialambulancer flere steder, som kan være terrængående selv i høj sne.
Bent Højgaard ventede, at det særlige beredskab ville blive fastholdt i hvert fald det meste af aftenen.
- Det er et held, at det har været søndag. På en hverdag, hvor alle skulle hjem fra arbejde, havde det givet kaos, mener Bent Højgaard.
I det øvrige Jylland har tingene flasket sig, og politiet roser generelt bilisterne for at køre stille og roligt.
Flere steder melder man dog også om særdeles glat føre, blandt andet i forbindelse med regn, der falder på de snekolde veje.
/ritzau/