Politiet har i gennemsnit fem timer til at opklare det, når en tyv er brudt ind. Det fremgår af tal, som Rigspolitiet har fremlagt i en ny udtalelse.
Det skriver Politiken lørdag.
Sidste år blev der anmeldt omkring 54.800 indbrud, og politiet brugte i snit cirka fem timers efterforskning pr. sag, fremgår det af udtalelsen.
Det er alt for lidt, mener formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt.
»Vi står til daglig med en skarp prioritering, og Der bliver desværre lagt efterforskning på hylden, som kunne føre til opklaring, hvis vi blot havde mere tid. Der er masser af den slags sager, som kunne være blevet opklaret, Men sådan er virkeligheden i mange kredse, og det er aldrig sjovt, for i sidste ende går det ud over borgerne«, siger Oxfeldt.
Han mener, at det er lave timetal er skyld i, at politiet kun opklarer 5 procent af alle sager om indbrud.
Flere af Folketingets borgerlige partier synes også, at fem timer lyder af lidt. Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, mener, at der er tale om »katastrofal mangel på mandskab«. Partiet ønsker 300 flere betjente.
Også den konservative Naser Khader vil have flere betjente: »Det går ud over folks retsfølelse, og det er også det, vi hører, når man sidder rundt om middagsbordene og snakker om disse ting«.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsministeren.
Politiken