Det betyder ifølge politiet, at vigtigt bevismateriale er gået tabt, fordi IT Factory søndag besøgte kontoret på Schæffergården i Gentofte før, bagmandspolitiet fik muligheden.
"Jeg skal ikke lægge skjul på, at vi gerne ville have været de første. Det kan betyde meget for efterforskningen, hvordan et papir f.eks. ligger i forhold til et andet, og så hjælper det ikke, at der har været nogen at fjerne dem. Jeg kan kun nøgternt konstatere, at det er bedst, hvis politiet er de første til at sikre bevismateriale og dokumenter," siger bagmandspolitiets chef, Jens Madsen.
Først mandag fik bagmandspolitiet adgang til det hemmelige kontor, hvor det eneste tilbageværende efter Stein Baggers ophold er en papkasse. Jens Madsen håber ikke, det kommer til at vanskeliggøre efterforskningen.
"Vi skal den kommende tid være i dialog med IT Factory for at få udleveret og sikre de dokumenter, der er af interesse i sagen. Så generelt kan jeg sige, at når man vil samarbejde med politiet, så hjælper det meget, at vi er de første, der er på gerningsstedet eller andre interessante steder i en sag. Og det må dette kontor siges at være," siger Jens Madsen til B.T.
IT Factory mener ikke, der er nogen grund til at placere yderligere mistanke på grund af sikringen af dokumenter.
"Hvorfor skulle vi gå til politiet, da vi gik ind på hans kontorer - først i firmaet og siden i kursuscenteret ved siden af. På det tidspunkt har vi ingen mistanke om noget kriminelt," siger IT Factorys kommunikationsrådgiver, Erik Ove.
"Vi har ikke givet alt til politiet, som vi fandt i rummet. Det, vi ikke har givet, er ting af privat karakter som bilag til støvsugerposer - men politiet kan jo bare ringe og sige, hvad de vil," tilføjer han.