Politiet beder nu offentligheden om hjælp i efterforskningen af liget af en mand, som skovfoged i Gribskov fandt lørdag eftermiddag i Gribskov ved Mårum i Nordsjælland. Manden lå en lavning cirka 100 meter fra Frøkenbøgevej i Mårum. Politiet vurderer, at manden har ligget i skoven i en uges tid.
Nordsjællands Politi har brugt aftenen og natten på at finde ud af, hvem manden er - uden held. Derfor udsender politiet nu en efterlysning.
Politiet beskriver den afdøde som 55-60 år og klædt i blåt
kanvasarbejdstøj påtrykt et hvidt logo med bogstaverne VH. Desuden bar
han en sort jakke, hvid- og grønstribet T-shirt, vinterstøvler og en
olivengrøn cardigan. Ved siden af ham blev der fundet en sort trøje.
- Manden har ligget i skoven et stykke tid. Han er tilsyneladende
hverken blevet stukket, slået eller skudt. Vi kan endnu ikke sige, om
han er frosset ihjel, siger vicepolitiinspektør Flemming Poulsen.
Han havde skader i ansigtet - men det mener politiet stammer fra bid fra skovens dyr.
Umiddelbart er der ikke noget på liget eller i området, der peger på en forbrydelse. Liget bliver obduceret efter påske, hvorefter dødsårsagen formentlig kan blive fastslået.
Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefon 4927 1448.