En 27-årig mand er søndag blevet anholdt og sigtet for at have voldtaget en kvinde i Aalborg lørdag morgen.
Det oplyser Nordjyllands Politi.
Voldtægten fandt sted på Vesterå ud for nummer 5 i Aalborg. Ifølge kvindens anmeldelse blev hun voldtaget mellem klokken 06.15 og 06.45 i gaden, der er en parallelgade til Aalborgs festgade Jomfru Ane Gade.
- Gerningsmanden og kvinden kender ikke hinanden som sådan, men har et vist kendskab til hinanden, sagde politiets vagtchef Karsten Højrup lørdag formiddag.
Det var blandt andet billeder fra videoovervågning i området, der førte politiet på sporet af den 27-årige mand.
Politiet kan ved 13.30-tiden søndag ikke sige noget om, hvordan manden stiller sig til sigtelsen.
- Vi har stort set lige anholdt ham, og han er ikke blevet afhørt endnu. Men han vil formentlig blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen, siger politiets vagtchef Torben Larsen.
/ritzau/