Ritzau
Opdateret kl. 09:43
En 53-årig kvinde er blevet anholdt i forbindelse med, at en 62-årig mand tirsdag blev fundet død i en lejlighed i Vejle.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Det vides ikke, hvad kvinden sigtes for.
Tirsdag aften fortalte vagtchefen til Ritzau, at dødsfaldet var "mistænkeligt".
- Omstændighederne var af en karakter, hvor vi valgte at betragte det som et mistænkeligt dødsfald, og hvor vi sikrer alle spor på det mulige gerningssted.
- Senere har vi anholdt en 53-årig kvinde i sagen, oplyser vicepolitiinspektør Carsten Thostrup, Sydøstjyllands Politi, til TV Syd.
Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at den anholdte er "en person med tilknytning til den afdøde".
Lejligheden, hvor manden blev fundet, ligger på Tønnesgade i det centrale Vejle.
Onsdag skal der foretages en obduktion af den 62-årige. Den skal fastslå dødsårsagen. Omkring klokken 9.30 ved politiet ikke, hvornår man er klar med resultatet.
/ritzau/