Østjyllands Politi har natten til lørdag anholdt 22 bandemedlemmer på Langkærvej i Tilst i vestlige Aarhus.
Det oplyser vagtchef Per Bennekov tidligt lørdag morgen.
- I forbindelse med vores indsats i det vestlige Aarhus har vi anholdt 22 medlemmer af Loyal to Familia (LTF), siger han.
De anholdte er i alderen fra 19 til 31 år, og episoden fandt sted klokken 00.08.
- Vi patruljerer i øjeblikket intensivt i området derude, og i den forbindelse så en af vores patruljer, at der var en større gruppe forsamlet i Langkærparken.
- De udviste truende adfærd over for betjentene, og de ønskede ikke at efterkomme vores anvisninger, da de skulle registreres. Så for at opretholde den almindelige offentlige orden, valgte vi at anholde dem, siger Per Bennekov.
Alle 22 bandemedlemmer bliver løsladt lørdag morgen uden sigtelser.
I sidste weekend blev der oprettet såkaldte visitationszoner i Aarhus V.
I en stor zone, der strækker sig over store dele af det vestlige Aarhus og ind i bydelene Åbyhøj og Hasle, må politiet således foretage visitationer og ransagninger af køretøjer.
Det sker, efter en eskalerende bandekonflikt er brudt ud i bydelen med utallige skudepisoder.
I en visitationszone har politiet rettigheder over borgere, det ellers ikke normalt har. Politiet må eksempelvis visitere borgere uden at skulle have en konkret mistanke.
Konflikten i Aarhus har raset siden maj, hvor den ellers tidligere københavnske bande Loyal to Familia er rykket ind i den vestlige del af byen.
Siden slutningen af maj har der været mere end ti episoder med blandt andet skyderier, knivstikkeri, grov vold og drabsforsøg.
- Situationen er alvorlig. Det skaber en enorm utryghed, at vi har oplevet en række af skyderier. Det giver anledning til stor bekymring, udtalte borgmester Jacob Bundsgaard (S) i forbindelse med oprettelsen af visitationszonen sidste weekend.
/ritzau/