Politiet anholdt fredag ved 14-tiden en 19-årig mand for voldtægt af en 40-årig prostitueret.
Den 13. december skulle den 19-årige ifølge anklagen have samlet den prostituerede op på Skelbækgade på Vesterbro i København. Sammen med en anden person, der stadig er efterlyst, blev kvinden voldtaget i en kassebil i Ingerslevgade, truet med en boltsaks og bestjålet.
Dagen før blev en anden prostituteret berøvet, og politiet formoder, at det er de samme gerningsmænd. Derfor vil politiet gerne i forbindelse med andre prostituerede, der skulle være blevet overfaldet, voldtaget eller berøvet i december.
»I det miljø er man jo lidt tilbageholdende med anmeldelser, så der kunne jo godt være flere. Skulle det være tilfældet, er de hjerteligt velkomne til at kontakte os på Station City,« siger vicekriminalkommissær, Torben Frederiksen.
De to gerningsmænd er ikke nogen, der »banker på vores dør hver dag«, som politiet formulerer det. Og selv mener Torben Frederiksen, at det kun er et spørgsmål om tid, før politiet finder den anden person.
Politiet kan kontaktes på 3314-1448.