Ritzau
Opdateret kl. 15:06
Nordsjællands Politi har mandag anholdt 17 personer med relationer til bandemiljøet.
- Vi er i fuld gang og har anholdt 17 personer oppe i Helsinge. Det er et led i vores tryghedsskabende arbejde, siger pressekoordinator Henrik Suhr.
Kort før klokken 15 ønsker han ikke at oplyse, hvad de anholdte er sigtet for.
Dog fortæller pressekoordinatoren, at anholdelserne kommer i forlængelse af to episoder i lørdags.
Her blev i alt 11 personer med tilknytning til rockerbanden Gremium anholdt. Flere af mændene var i besiddelse af slagvåben og stoffer.
Helsinge har i de seneste måneder været plaget af en stribe banderelaterede hændelser, herunder flere voldsepisoder.
3. april fik det politiet til at indføre visitationszone i byen. Den blev dog ophævet igen i sidste uge, da man mente, at situationen nu var mere under kontrol.
/ritzau/