En 19-årig mand blev mandag morgen blevet stukket med en kniv i en lejlighed i Østergade i Esbjerg.
Politiet anholdt efterfølgende en 17-årig pige. Hun var mistænkt i sagen, men er blevet løsladt igen efter en afhøring, oplyser politiet mandag eftermiddag.
Den 19-årige blev kørt til behandling på sygehuset. Meldingen mandag eftermiddag er, at han ikke er kommet alvorligt til skade.
Politiet modtog anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 08.39.
Herefter afspærrede politiet dele af Østergade i omkring en time for at lede efter et gerningsvåben med en politihund, skrev det regionale medie jv.dk og tilføjede, at politiet fandt en kniv, som det har beslaglagt.
Politiet fortalte til mediet, at den 19-årige og den 17-årige kender hinanden, men ville ikke komme nærmere ind på deres relation.
De var ifølge jv.dk sammen i lejligheden, da den 19-årige skulle være blevet stukket i benet.
Han flygtede fra stedet og tog kontakt til personer på gaden, som alarmerede politiet, lyder det.
Den nærmere årsag til hændelsen er endnu ikke afklaret.
/ritzau/