Op mod 100 personer angreb sidst på eftermiddagen politiet, der var ved at anholde en mand på Christiania.
Gruppen angreb pludseligt de 10 politifolk med cirka 20 sten og 20 flasker, og angrebet var så voldsomt, at politiet overvejede at bruge tåregas for at slippe væk fra Christiania, siger politiets centrale vagtleder Preben Jensen.
»Vi støder jævnligt på problemer på Christiania, men det var ekstra voldsomt denne gang. Og det var helt klart organiseret. Kun fordi der blev tilkaldt ekstra mandskab fra Politigården, fik vi dæmpet gemytterne,« siger Preben Jensen.
De 10 politifolk var ved at anholde en mand, der hele eftermiddagen havde generet politibetjentene med skældsord, men da de var ved at trække manden ud til en politibil, kom gruppen løbende fra ’Bageriet’ med kasteskyts.
Betjentene trak sig tilbage i sikkerhed på Refshalevej, mens ekstra mandskab var undervejs og siden fik roen genoprettet. Tre personer blev sigtet blandt andet for at befri en anholdt og for fornærmelig tiltale til embedsmand i funktion, oplyser politiet.
Ingen kom til skade ved urolighederne.