Det er ikke politiets bord.
Selvom TV 2"s dokumentarudsendelse om grov omsorgssvigt fra handicapinstitutionen Strandvænget i Nyborg har udløst politianmeldelser af personalet, afviser politiet at gå ind i sagen.
»De to anmeldelser vi har fået, drejer sig om omsorgssvigt. Det er en sag for de sociale myndigheder og ikke for politiet,« konstaterer politiinspektør Palle Brix fra Fyns Politi i Nyborg.
Derfor har ordensmagten ikke på nuværende tidspunkt tænkt sig at iværksætte en egentlig efterforskning.
Han oplyser, at hvis tv-udsendelsen resulterer i deciderede volds- eller trusselsanmeldelser mod Strandvængets medarbejdere, vil Fyns Politi vurdere, om der skal sættes en efterforskning i gang.