Syd- & Sønderjyllands Politi advarer nu borgere i Esbjerg-området, efter at politiet på blot to dage har modtaget tre anmeldelser om en mand, der forsøger at bytte angiveligt falske guldsmykker for kontanter eller benzin.
Én anmeldelse kom mandag, mens yderligere to fulgte tirsdag. To af tilfældene fandt sted i Esbjerg, mens det tredje skete i Tjæreborg, hvor manden ifølge politiet tilbød en guldring og en guldkæde mod kontanter. I mindst ét tilfælde optrådte han meget pågående og pressede på for at få byttehandlen i stand.
Gerningsmanden beskrives som en udenlandsk mand, mørk i huden og iført mørkt tøj. Han kørte i en mellemstor mørkegrå eller sort personbil med udenlandske nummerplader. Fremgangsmåden var enten at tilbyde smykker mod kontanter eller at få ofret til at betale for benzin med sit betalingskort.
Politiet sendte patruljer til områderne, men det lykkedes ikke at finde hverken manden eller bilen.
Vær på vagt
Politikommissær Jesper Mørup fra Syd- & Sønderjyllands Politi opfordrer borgerne til at være på vagt.
- Vi beder borgere i områderne om at være opmærksomme og kritiske ved den type henvendelser og afvise personen. Derudover beder vi borgere om at anmelde sagen til os hurtigt, da det øger vores chancer for at finde personen eller bilen, siger han.
Politiet har de seneste uger registreret flere lignende tricktyverier, hvor falske guldsmykker har spillet en rolle. Anmeldelser kan ske til Politiets Servicecenter på 1-1-4.