"Brug af sikkerhedssele mindsker sandsynligheden for som bilist at blive dræbt i et uheld med 50 procent".
Sådan skriver politiet i et opslag på Facebook, og tilføjer: "Risikoen for at forulykke ved at tale i håndholdt mobiltelefon under kørslen er op til fire gange højere end ved ikke at bruge telefonen".
Opslaget er en information om, at der i indeværende uge foretages en landsdækkende færdselskontrol rettet mod netop manglende brug af sikkerhedssele og brug af håndholdt mobiltelefon under kørslen.
Politiet konstaterer også tørt i opslaget, at "uopmærksomhed er involveret i cirka hvert tredje trafikdrab i Danmark".
Her er det ikke bare mobiltelefoner, som tager bilisternes opmærksomhed. Det er også GPS, papirer og andre ting, der lige skal ordnes, mens man er på landevejen, men "dagdrømmeri, træthed og stress fjerner også opmærksomheden fra trafikken", skriver politiet.
738 bøder for håndholdt mobil
I anden uge af februar gennemførte politiet også en landsdækkende indsats mod uopmærksomhed i trafikken.
Her blev der standset 8.023 køretøjer, og der blev konstateret over 5.494 forseelser. Heraf blev der givet 738 bøder for håndholdt mobiltelefon og 386 bøder for manglende brug af sikkerhedssele.
I forhold til en tilsvarende kampagne på samme tid i 2017 er der sket en stigning i begge forhold. Alene antallet af bøder for at benytte håndholdt mobiltelefon steg fra 469 i 2017 til 738 i februar i år - eller en stigning på knap 58 procent.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra politiet.