Hans familie mener ikke, at han kunne slå en fisk ihjel, men politiets efterforskere er ikke i tvivl:
Den 25-årig mand fra Ærø, som søndag blev varetægtsfængslet i fire uger ved retten i Svendborg, har dræbt det forsvundne ægtepar Finn og Ruth Teisen ihjel, og han har været alene om at føre kniven.
- Vi skal selvfølgelig ikke udelukke noget, men aktuelt er det er vores klare arbejdsteori, at han har været alene. Der er ikke noget, der tyder på, at der skulle være tale om flere gerningsmænd eller, at han er blevet presset til noget, sådan som hans familie og andre har antydet i pressen, siger kriminalkommissær Henning Christiansen, der er efterforskningsleder i sagen om det formodede dobbeltdrab på ægteparret fra Strynø.
- Det er forståeligt, at man som familie har svært ved at tro, at ens
søn skulle have slået et andet menneske ihjel, men den megen snak
lokalt og i medierne giver flimmer på skærmen, og derfor ønsker vi
at slå fast, at manden efter vores opfattelse har handlet alene, siger
Henning Christiansen.
Den 25-årige blev fængslet ved et lukket grundlovsforhør søndag, og derfor er det sparsomt hvad politiet kan sige om de beviser, der knytter ham til den formodede forbrydelse - herunder hvad der gør, at man mener, der er tale om et knivdrab.
Manden er sigtet for at have stukket ægteparret ihjel den 2. juni, hvor parret var sejlet fra Strynø til Ærø for at vise deres motorbåd frem for den 25-årige, som angiveligt var interesseret i at købe den.
Siden har ingen set ægteparret, og så sent som søndag var politiets efterforskningshold på vandet for at lede efter de formodede lig.
- Det vil naturligvis hjælpe os til at få afklaret, hvad der er foregået, hvis vi finder ligene, men derudover har det også en stor betydning for de pårørende, som tæller både børn og børnebørn, siger Henning Christiansen.
Den 25-årige mand nægter sig skyldig i drabssigtelsen. Han er foreløbig fængslet til 13. juli.