Den unge kvinde mistede i nat livet, efter hun i beruset tilstand forlod en nytårsfest på Museumsvej i Herning.
Hun gik fra festen uden sit overtøj, sko og mobiltelefon. Hun blev kort efter midnat efterlyst, og politiet satte alle kræfter ind for at finde hende. Men hun blev først fundet til formiddag af en beboer i en boligblok på Rolighedsvej.
Her lå hun dræbt i en vaskekælder.
Politiet oplyser ifølge bt.dk, at hun muligvis er blevet voldtaget, men det kan ikke bekræftes endnu. Heller ikke dødsårsagen vil politiet komme nærmere ind på.
Nu skal liget af kvinden obduceres i Århus, hvorefter politiet vil blive klogere på en række spørgsmål. Også hvornår den unge kvinde døde.
Hendes pårørende er blevet underrettet.