Politichef om højhus-brand: Håbet er et dødstal under 100

Det vil formentlig tage uger og måneder, før ofrene for en voldsom brand i London er identificeret.

Antallet af døde i en voldsom brand i London kan komme op over 100.

Det frygter politichef Stuart Cundy fra Londons politi. Han krydser dog fingre for, at der ikke er "et trecifret" antal omkomne efter branden i et højhus i London natten til onsdag.

Det siger han på et pressemøde torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han fortæller samtidig, at det vil tage uger eller måneder at gennemsøge den udbrændte bygninger. Nogle ofre vil muligvis aldrig blive identificeret, lyder det.

Mindst 17 personer er bekræftet døde i forbindelse med branden i højhuset i det vestlige London.

Premierminister Theresa May besøgte torsdag området omkring højhuset. Hun har beordret en fuld offentlig undersøgelse af tragedien.

Omkring 200 brandfolk og 44 brandbiler kæmpede med at få branden under kontrol. Det har Londons brandvæsen oplyst på Twitter.

Det er endnu uvist, hvad der er årsag til branden. Stuart Cundy har tidligere sagt, at der ikke er nogen indikationer på, at katastrofen er relateret til terror.

Mange beboere og hele familier savnes fortsat efter branden i højhuset Grenfell Tower, der har 24 etager og 120 lejligheder. I omegnen af 600 beboere havde til huse i bygningen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.