Garageanlægget nær politistationen i Silkeborg gik natten til fredag op i lys lue, og branden er muligvis påsat.
Seks af politiets køretøjer - både patruljevogne og civile biler - blev brændt af og står nu tilbage som forkullede karosserier.
Branden kan skyldes, at en eller flere ukendte gerningsmand med benzin eller anden letantændelig væske har set sig sure på ordensmagten i den midtjyske by.
- Midt- og Vestjyllands politi arbejder ud fra en teori om, at branden blev påsat under anvendelse af brandbare væsker, lyder det i en pressemeddelelse.
Derfor leder politiet nu efter vidner, som har set mistænkelige personer eller køretøjer i området omkring Christian 8.s Vej, Åhavevej og Rosenørns Allé i Silkeborg.
Her ligger parkeringsanlægget, hvor branden brød ud omkring midnat.
- Klokken 00.32 indgår der en anmeldelse på 112 om ild i biler, og der bliver foretaget brandudrykning til stedet, fortæller Claus Nørgaard fra lokalpolitiet i Silkeborg til Ritzau.
- Det bliver så konstateret, at det er et garageanlæg i forbindelse med politigården, og der er ild i nogle af politiets køretøjer, tilføjer han.
Ifølge Midtjyllands Avis kan man ved det afspærrede parkeringsområde se, at én eller flere gerningsmænd har klippet hul i hegnet ud mod jernbanen.
Politiet er i gang med sine tekniske undersøgelser og er startet på at efterforske sagen.
Branden ramte - ud over de seks biler, som gik op i flammer - også et mindre halvtag, inden den blev slukket af Silkeborg Brand og Redning.
/ritzau/