Skrevet i samarbejde med Leny Malacinski og Kaare Sørensen
Kraftig røg steg tidligere på aftenen til vejrs over fristaden Christiania i København.
Røgen stammede fra en efterladt patruljevogn, der var stukket i brand og trillet i en af de søer, der omgiver fristaden.
Angiveligt skulle årsagen være, at politifolk tidligere på dagen affyrede flere skud mod en hund på fristaden, hvorefter vrede lokale beboere kom i klammeri med betjentene.
Efterfølgende valgte betjentene at forlade den ene af deres patruljevogne og flygte ud af Christiania. En gruppe personer stak senere bilen i brand og trillede den i en af de gamle voldgrave, der omgiver fristaden, fortæller øjenvidner.
Ifølge Avisen.dk s udsendte er der intet politi til stede på Christiania netop nu, hvor ophidsede lokale netop har begravet den dræbte hund, en et år gammel hund af typen Amstaff.
Der er foreløbig anholdt to mennesker i forbindelse med aktionen. De var ved at flygte med en større mængde hash.