Det får konsekvenser for en ansat i det østrigske politi, at han torsdag sendte en video af en langrendsløber i gang med bloddoping i omløb på sociale medier.
Videoen viser VM-løberen Max Hauke, der bliver overrasket af politiet, mens han sidder med en nål i armen. Optagelsen er siden blevet delt på adskillige websider i mange lande.
Det Østrigske Forbundspoliti oplyser til nyhedsbureauet AP, at den pågældende ansatte er blevet suspenderet med øjeblikkelig virkning.
Mandens identitet og stillingsbetegnelse fremgår ikke, men politiet meddeler, at der nu bliver taget strafferetlige skridt mod manden.
Den store østrigske avis Kronen Zeitung har fredag fjernet videoen fra sin hjemmeside.
- Folk begår fejl og bliver stillet til regnskab for dem. Men man må ikke brændemærke dem, skriver avisen.
Sagen udspringer af den politirazzia, der onsdag blev gennemført i den tyske by Erfurt og i Seefeld i Østrig, hvor der i disse dage afvikles VM i nordiske skidiscipliner.
Max Hauke, der er en del af det østrigske langrendslandshold, er blot én af fem VM-skiløbere, der blev anholdt under razziaen.
Samme skæbne overgik landsmanden Dominik Baldauf, kasakheren Alexei Poltanin og de to estere Karel Tammjärv og Andreas Veerpalu.
Yderligere fire personer blev anholdt, heriblandt den tyske sportslæge Mark Schmidt, der driver en klinik i Erfurt.
Schmidt var tidligere tilknyttet cykelholdet Gerolsteiner, som i 2008 havnede i en dopingskandale, da den østrigske rytter Bernhard Kohl indrømmede doping, kort efter at han var blevet nummer tre i Tour de France.
Mark Schmidt, der hele tiden har nægtet at have noget med doping at gøre, har fodboldspillere, håndboldspillere, atletikudøvere, svømmere og vægtløftere blandt sine klienter, skriver nyhedsbureauet dpa.
/ritzau/