En ejerforening i Esbjerg midtby er blevet lænset for i omegnen af 200.000 kroner.
Ifølge JydskeVestkysten er det en forhenværende forretningsdrivende, som hen over tre år, har haft sine fingre nede i medlemmernes fælleskasse.
Det bekræfter formanden for ejerforeningen, som dog meddeler, at han efter samråd med foreningens advokat ikke ønsker at udtale sig yderligere om sagen, skriver JydskeVestkysten.
Manden varetog som administrator ejerforeningens økonomiske dispositioner, og har i den forbindelse tilsyneladende købt møbler og et B&O-fjernsyn til eget brug.
Ifølge JydskeVestkystens oplysninger har repræsentanter fra ejerforeningen holdt møder med manden, som efterfølgende har tilbagebetalt en del af beløbet.
Manden er politianmeldt, men vil overfor JydskeVestkysten hverken bekræfte misbruget af foreningens penge eller politianmeldelsen.
Heller ikke Syd- og Sønderjyllands Politi vil bekræfte politianmeldelsen, på trods af, at ejerforeningens formand har modtaget en kvittering for politianmeldelsen fra politiet.