En 19-årige med svære psykiske problemer gik i december sidste år amok.
Flere måtte hjælpe til for at holde manden nede på institutionen Sølund – heriblandt den 39-årige G4 Securitas-vagt Morten Stovgaard.
Kort efter lagde Stovgaard sig for en lur og blev senere fundet død.
Men det var ikke slagsmålet med den 19-årige, der kostede Stovgaard livet, siger Syd-Østjyllands Politi, der ikke vil sigte den 19-årige for noget i forbindelse med dødsfaldet.
Maveindhold skal undersøges
- Vi kan bekræfte, at der har været noget tumult, hvor en beboer er blevet fastholdt, men intet, hverken ved ligsynet eller i den foreløbige obduktionsrapport tyder på, at det er vold, som G4 Securitas-vagten er død af, siger vicepolitikommissær ved politiet i Skanderborg, Max Burhøj til Aarhus Stiftstidende.
Politiet oplyser, at der ikke er nogen former for skrammer eller mærker på Morten Stovgaard.
Syd-Østjyllands Politi fortsætter nu undersøgelse på at finde dødsårsagen – blandt andet skal Morten Stovgaards maveindhold analyseres.