Mandag fandt to betjente fra Svendborg otte skibe smadrede i den loakle lystbådhavn.
En midaldrende bådejer forklarede til politiet, at uheldet skete, fordi hans fire-årige barnebarn snublede på bedsteforældrenes nye store motorbåd og aktiverede gashåndtaget - med det resultat, at motorbåden drønede rundt i havnebassinet og smadrede syv andre både.
Men nu fortæller flere andre vidner til Ekstra Bladet, at bedstefaren gav den fire-årige skylden for balladen, fordi han ikke selv kunne styre sin 35 fod store nyindkøbte motorbåd.
- Han sad helt alene oppe på sin flybridge og fumlede, og barnebarnet var slet ikke i nærheden af gashåndtagene, forklarer en bådejer, Henrik Ising til avisen.
Fyns Politi afviste i første omgang at rejse en egentlig sag, fordi man betragtede sagen som et hændeligt uheld, hvor forsikringsselskabene må tage over.
Men nu vil Svendborg Politi se på sagen igen.
- Manden har jo muligvis afgivet falsk forklaring til os, om hvad der skete, så nu kigger vi lige på sagen igen, siger vicepolitikommissær Kim Laursen til Avisen.dk.