Da politiet i morgens omkring klokken ni valgte at anholde talsmanden, Ronni Larsen, for de aktionerende skraldefolk ved Vestforbrændingen, så var han selv ude om det.
Det er beskeden fra politiinspektør ved Vestegnens Politi, Michael Kristiansen.
"Om det var en buscchauffør, en skraldemand, en talsmand eller én, der har en pølsevogn, det er fuldstændig ligegyldigt i vores øjne. Lad mig understrege, vi er ikke en del af den her konflikt. Vi passer vores arbejde," siger han til Newspaq.
Dermed afviser han, at politiets anholdelse havde noget at gøre med, at Ronni Larsen var talsmand.
"En gang imellem, når man har med børn at gøre, så siger man til dem, 'hvis ikke i opfører jer ordentligt, så bliver I sat ind på værelset på en kort stuearrest'. I det her tilfælde havde vi fortalt, hvor de skulle opholde sig, og det var der altså nogle, der mente, at de skulle alligevel. Så blev vi altså nødt til at skride til anholdelse," understreger Kristiansen.
Ronni Larsen blev løsladt efter et par timer. Han vil blive tiltalt for gadeuorden.