Et spansk passagerfly blev ikke kapret undervejs fra Spanien til Holland, sådan som hollandske myndigheder frygtede tidligere onsdag eftermiddag.
Det siger en talsmand for politiet i Amsterdam.
Frygten for en flykapring opstod på grund af problemer i kommunikationen mellem flyets piloter og flyvedeledere i Schiphol-lufthavnen ved Amsterdam.
Det spanske flyselskab Vueling, der ejer flyet, afviser også, at der er tale om en kapring.
- Det hele beror på misforståelser, hedder det i en erklæring fra Vueling.
Det hollandske flyvevåben sendte ellers to F-16 jagerfly op for at eskortere det spanske fly på vej ind til landing i Schiphol, da kontroltårnet ikke kunne få kontakt med piloterne.
Flyet landede uden problemer, men blev hurtigt omringet af bevæbnede sikkerhedssoldater.
Allerede inden, soldaterne gik ind i flyet for at gennemsøge det, kunne en af piloterne fortælle kontroltårnet, at alt var normalt i flyet, og at der ikke var nogen kaprer om bord.
Hollandske aviser kunne også fortælle, at passagerer i flyet ringede til pårørende og aviser for at fortælle, at der ikke var noget galt inde i flyet.
Efter en grundig gennemsøgning af flyet meddelte en talsmand for politiet, at hele aktionen var afblæst.
/ritzau/Reuters