Skudepisoden ved islev Station i Vanløse har nu kostet det mandlige offer livet.
Den 29-årige mand med anden etnisk baggrund end dansk blev klokken 16.15 skudt ned på åben gade i København. Han blev ifølge politiet ramt af skud i maven på Slotsherrensvej ved Islev Station i Vanløse. Han blev hurtigt kørt på Rigshospitalet, men en time efter skudspisoden måtte lægerne konstatere, at hans liv ikke stod til at redde.
Politiet er stadig ved at afhøre vidner til drabet og sikre sig tekniske spor, men ifølge efterforskningsleder ved Københavns Politi Mogens Knudsen tyder intet på, at der er tale om et bandeopgør.
- Vi kender ikke motivet endnu, men foreløbig tyder intet på, at der er tale om et bandeopgør. Men vi kan selvfølgelig blive klogere, siger han til Avisen.dk.
Efterlyser sølvgrå stationcar
Ifølge Mogens Knudsen har vidner set en sølvgrå bil køre fra gerningsstedet efter forbrydelsen. Om drabsmanden var alene i bilen, har politiet ikke overblik over endnu.
- Men vi håber selvfølgelig at kunne sige noget mere, når vi er færdige med alle afhøringerne af vidnerne, siger Mogens Knudsen, der ikke ønsker at svare på, om nogle af vidnerne var sammen med den dræbte, da han blev skudt ned.
- Det har jeg ingen kommentarer til på nuværende tidspunkt, siger efterforskningslederen.
Politiet efterlyser en sølvgrå stationcar, som kørte i retning mod Ballerup. Det første bogstav i bilens registreringsnummer var et Y. Det var muligvis en Mercedes.