En svensk mand fra Malmø havde haft sin hund i tre dage, da
den gik til angreb på ham og bed ham så hårdt flere steder på kroppen, at der
røg hele lunser af. Politiet måtte dræbe den aggressive hund med 15 skud.
Hunden angreb sin ejer, da han var ude at gå tur med den. Den
var af typen pitbull, som hører til en gruppe af hunde, der ofte kaldes
kamphunde.
- Det er min hund. Dræb den, dræb den, råbte manden til de
forbipasserende på gaden i Malmø. Det skriver svenske Kvällsposten.se.
Først da forbipasserende begyndte at slå på hunden med
jernstænger, slap den sit greb i manden, der er i 20 erne.
Ifølge vidner var sårene i mandens højre arm så dybe, at man
kunne se ind til senerne.
Da politiet ankom, havde hunden stadig et stykke kød
i munden. De forsøgte først at pacificere hunden ved at sprøjte den med
peberspray, men hunden løb væk, og betjentene måtte jagte den flere hundrede
meter langs en trafikeret vej.
Derefter affyrede en betjent 15 skud mod hunden - det sidste
fra tæt hold – som slog hunden ihjel.