Fyns Politi har tirsdag aften sat ekstra mandskab ind for at forhindre en opblussen af mandagens uroligheder i Odense-bydelen Vollsmose.
Det sker blandt andet, fordi folk i bydelen tirsdag forsamlede sig i mindre grupper.
- Der er tegn på spændinger, og dem følger vi fra politiets side. Vi har sat mandskab ind til at opretholde sikkerhed, fred og orden og forebygge, at vi får nye bataljer derude, siger politiinspektør Bjarne Sørensen, Fyns Politi.
Han ønsker, som det er sædvane, ikke at fortælle, præcis hvor mange politifolk, der er sat ind.
Tirsdag anholdt politiet seks personer, der sættes i forbindelse med en skudepisode i Vollsmose mandag aften og efterfølgende uro på skadestuen på Odense Universitetshospital, hvor op til 80 personer mødte op for at opspore skudofret.
To af de anholdte er sigtet for sygehusurolighederne, mens de øvrige fire menes at have forbindelse til episoden i Vollsmose.
- Vi vil bestemt ikke afvise yderligere anholdelser, siger Bjarne Sørensen.
To unge på 18 og 19 år fremstilles i grundlovsforhør onsdag. De er sigtet for grov uorden, groft hærværk og trusler mod politi og sygehuspersonale.
/ritzau/