Hendes liv sluttede alt for tidligt, da hun i sit hjem blev skudt og dræbt af sin ekskæreste.
En 23-årig kvinde fra Hedensted ved Horsens mistede 7. januar sit liv, da hendes to år ældre ekskæreste trængte ind i hendes hjem og brutalt skød hende ned med et oversavet jagtgevær. Han var kort forinden blevet løsladt fra en varetægtsfængsling for et tidligere drabsforsøg på kvinden.
Endnu et tragisk jalousidrab trak overskrifter og fik politikere og politiledere til at love en plan mod de mange jalousiforbrydelser, som udgør 15 procent af alle drab i Danmark.
Nu er planen klar.
Ifølge Rigspolitiet skal der blandt andet oprettes særlige jalousi-enheder i alle landets politikredse, der skal arbejde for at
forhindre trusler, vold, voldtægter og drab i parforhold og
mellem tidligere samlevere. Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
De nye specialenheder skal stå for koordineringen af indsatsen over for konkrete personer sammen med de relevante
sociale myndighede. De skal desuden rådgive kvinder, der føler sig truet, og hjælpe med at skaffe dem den nødvendige beskyttelse, tage kontakt til krisecentre og løbende sikre, at kvinden ikke er i fare.
Desuden ændres reglerne, så politiet ikke behøver en konkret anmeldelse for at
gå ind i en sag om eksempelvis vold i et parforhold. I dag er kvinderne ofte tilbageholdende med at gå til politiet af frygt for nye repressalier på hjemmefronten.