Et sjældent syn kunne opleves forleden på Jagtvej. Politibetjente tog de sidste murbrokker fra det, der engang var Ungdomshuset, og gav det til teenagere med trillende tårer. Senere lagde betjente de blomster, der var lagt på Jagtvej over på den tomme grund, hvor Ungdomshuset en gang stod.
Pludselig virkede sidste uges gadekampe langt væk.
- De unge havde et stort ønske om at få et minde fra huset, og det ville vi gerne hjælpe med, hvis det kunne hjælpe lidt på sorgen, siger Københavns Politis talsmand Flemming Steen Munch.
Gestussen er da også fornuftig på flere fronter for politiet, mener lederen af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet, Troels Mylenberg.
- Der er en enorm stærk symbolik, der signalerer forbrødring, men det er klart også med til at give politiet et positivt image, siger han.
Politiet mærkede også selv en forandring.
- Det var utroligt positivt for os, der medvirkede. Det var befriende at stå over for den venlige attitude, de havde - de sagde pænt tak. Det er jo heller ikke alle, der har været i Ungdomshuset, som har deltaget i urolighederne. Og vi har heller ikke noget imod de unge, siger Flemming Steen Munch.
Hvis aktivisterne lader være med at se politiet som en del af konflikten vil meget være vundet, mener lederen af Center for Konfliktløsning, Henrik Rosager.
- Den sidste uge har politiet og demonstranter været i direkte konfrontation. Men den egentlige konfrontation, som ikke er løst, er mellem de unge og Borgerrepræsentationen. For der står stadig en gruppe unge uden et hus, siger Henrik Rosager.
Center for Konfliktløsning stiller stadigvæk neutrale mæglere til rådighed for at løse konflikten, understreger han.
Og det ville klæde politikerne at søge dialogen med de unge. Og politikerne kunne lære noget af ordensmagten.
- Ritt har jo i hvert fald ikke delt murbrokker ud. Og det er en stor fejl, at hun siger, at der ikke er noget at snakke om. Hvad er det for en politiker, der ikke vil snakke med borgerne, uanset at de er gået langt over stregen? Det er det, politikere skal, siger Mylenberg.
Han bakkes op af Henrik Rosager.
- Hvis man vil løse konflikten, må man søge dialogen, siger han.
Troels Mylenberg har en enkel opskrift på at slippe af med balladen.
- Hvis man vil slippe af med de unge, skal man kramme dem ihjel. Forstået på den måde, at man bare skal forære dem en masse ungdomshuse. For de er, som alle ungdomskulturer altid har været, imod det etablerede.
Troels Mylenberg nævner Christiania som et eksempel på, at den taktik virker.
- Fristaden er efterhånden blevet så normal, kedelig og småborgerlig, fordi politikerne har krammet og krammet den gang på gang, siger Troels Mylenberg.