Svensk politi og redningsmandskab har stadig intet spor af den 19-årige danske mand, der siden onsdag har været meldt savnet.
- Der er ingen fremskridt overhovedet, siger Tony Kvickström, politiets indsatsleder i Ritsem, til det svenske nyhedsbureau TT.
Han kalder det "en kamp mod uret" for at finde danskeren, der er som sunket i jorden, efter at han onsdag gik alene ud i den nordsvenske vildmark.
Siden har eftersøgningshold med hunde, politi og helikopter været ude og lede efter danskeren i det svært fremkommelige terræn.
- Vi bliver ved, i hvert fald til det bliver mørkt, siger informationsmedarbejder Stina Lindmark fra Nordbottens Politi til Ritzau.
- Vi håber stadig, at vi finder ham i live. Det er det eneste, vi arbejder ud fra, siger hun.
De svenske myndigheder har ledt efter danskeren, siden han forsvandt på en ellers ukompliceret rute onsdag i sidste uge. Han havde sammen med sin danske kammerat netop forladt Kutjaure fjällstuga, og de to slog fælles lejr to til tre kilometer væk.
Den efterlyste dansker besluttede sig for at tage en tur til Allak-toppen, mens hans kammerat blev tilbage ved lejren. Da den 19-årige ikke var vendt tilbage fem timer senere, blev kammeraten urolig og kontaktede politiet.
Politiet har undersøgt alle hytter i området og vurderer derfor, at danskeren må være ude i det fri.
Men selvom vejret er mildt, så byder eftersøgningen i det vidtstrakte landskab stadig på store udfordringer, forklarer politiets indsatsleder.
- For markpatruljen er det et frygtelig vanskeligt terræn, nærmest uigennemtrængeligt, siger Tony Kvickström til TT.
/ritzau/